14-årig kørt ned på Stengårdsvej - vidner søges


HASLEV: En 14-årig pige fra Haslev blev mandag kl. 07.50 kørt ned i krydset Ørnevej/Stengårdsvej i Haslev.


Pigen kom cyklende på Stengårdsvej i vestlig retning, da en bilist tilsyneladende overså pigen i krydset. Hun væltede og fik nogle knubs, som hun bagefter blev behandlet for på sygehuset.


Bilisten standsede op for at se, om pigen var ok, men kørte så fra stedet uden at efterlade navn og kontaktoplysninger. Der var tale om en ældre, kvindelig bilist. Hun var mørkhåret og talte dansk uden accent. Hun kørte i en grå firehjulstrækker af ukendt mærke.


Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysninger om uheldet. Ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.