Seddeltricket brugt ved køb af læskedrik

En kvinde og en mand var onsdag kl. 12.33 blevet tørstige, så de gik ind i en kiosk på Kildemarksvej i Næstved og fandt to læskedrikke frem.
De betalte med en 1000 krone-seddel og fik en 500 krone-seddel, to 200 krone-sedler og en stak mønter retur. Så langt så godt. Men så fortrød kvinden og manden købet.
De var åbenbart ikke tørstige alligevel. De afleverede læskedrikkene og fik 1000 krone-sedlen retur af den 43-årige ekspedient. Kvinden gav ekspedienten sedler og mønter retur, og parret forlod kiosken.
Først derefter opdagede ekspedienten, at hun manglede 500 krone-sedlen, og da var parret for længst over alle bjerge.