Arbejdet ved Enø-broen er nu i fuld gang


Mandag morgen var flåder og slæbebåde ankommet til Karrebæksminde, så nu er arbejdet med at udskifte de gamle pæle og tværdragere ved broen i fuld gang.

En stor flåde, blev som det første bugseret gennem broen, hjulpet frem at et par små slæbebåde der måtte arbejde hårdt for sagen. Ved Kanal-kroen ventede nemlig en stor 30 tons tung gravemaskine, som via et par slisker skulle køres over på flåden. Den store maskine skal bruges til at trække de gamle pæle ved broen op af undergrunden. Turene frem og tilbage gennem broen kan kun foregå samtidig med, at strømmen går i den rigtige retning, da ingen af de mindre slæbebåde har maskinkraft nok, til at trække eller skubbe flåden op mod strømmen. Men en større slæbebåd ligger klar, hvis der skulle opstå problemer.