Find Politiskolen på Facebook

Politiskolen slår de digitale døre op og inviterer alle interesserede indenfor på Facebook til et nærmere indblik i politiets uddannelser og arbejde. Lanceringen af den nye Facebook-side sker mandag den 9. april 2018 kl. 10.00, hvor man kan følge med live direkte på siden.
Formålet med den nye Facebook-side er at give flere mulighed for at få et kig bag kulissen på Politiskolen og styrke interessen for, hvordan det egentlig er at gå på Politiskolen, hvordan man bliver optaget der, og hvad der venter for enden af skoletiden.
Ansøgningsfrister og historier fra Politiskolen
Den nye Facebook-sides indhold vil særligt være henvendt til dem, der går med en drøm om at blive politibetjent eller politikadet. På siden kan de få tips til at blive ansøgningsklar, få fortalt historier fra de studerende og underviserne og høre mere om de mange forskellige karriereveje i politiet. Der ud over er det muligt at holde sig orienteret om Politiskolens mange events, fx træningsarrangementer og jobinformationsmøder.
”For tiden søger og optager vi rigtig mange unge mænd og kvinder, der gerne vil trække i den lyseblå skjorte, og derfor er det vigtigt for os at give så mange som overhovedet muligt indsigt i jobbet og uddannelsen til politibetjent og politikadet. Ved at bringe Politiskolen på Facebook har vi nu i endnu højere grad mulighed for at inspirere, motivere og oplyse dem, der er interesserede i det, der er et helt særligt job,” fortæller Ina Eliasen, HR-direktør i politiet.
Styrket dialog med kommende politibetjente
Det er allerede muligt at følge Politi på Facebook, ligesom fem politikredse også har deres egen lokale side, hvor de kommunikerer med borgerne. Det nyeste politiskud på Facebook-stammen bygger altså videre på mange års gode erfaringer med borgerdialog på de sociale medier.
”Det er vigtigt for os, at vi som politimyndighed kommunikerer direkte og i øjenhøjde med borgerne, og til det formål leverer de sociale medier en rigtig god platform. Det er vores klare opfattelse, at politiet og danskerne har et godt forhold til hinanden på både Facebook og Twitter, og derfor håber vi selvfølgelig også, at de vil tage godt i mod Politiskolens nye side,” siger Anders Frandsen, kommunikationsdirektør i politiet.
Politiskolen optog sidste år 753 nye studerende til basisuddannelsen til politibetjente og 116 til udannelsen til politikadet. I løbet af 2018 forventes cirka 900 politibetjente at blive færdige på skolen.
Vil du følge med i, hvordan dét foregår, og hvordan du selv kan blive en del af livet på Politiskolen, kan du følge Politiskolen på www.facebook.com/politiskolen