Hjertestarter hører med til det faste udstyr i bilen.

Billedserie: En Zoll AED Plus hjertestarter, et Pulsoximeter som måler puls og indholdet af ilt i blodet, den sættes på patientens pegefinger den indikerer straks, om patienten har puls og trækker vejret. Gummihandsker, mundbind, alm. tæpper, to brandtæpper en ildslukker på 6 kg. nødhjælpskasse, selekniv (kan også bruges til at fjerne tøj) m.m. er også noget af det udstyr jeg som privat har haft i min bil de sidste 1½ år. Desværre viser det sig nemlig at nogle hjertestartere der skulle være til rådighed for alle, hvis uheldet er ude ikke virker, da de aldrig er blevet efterset, derfor har jeg selv investeret i en hjertestarter, så er jeg sikker på ikke at stå med noget ubrugeligt værktøj hvis behovet skulle opstå. Hjertestarteren har ikke været brugt endnu, men jeg har måttet bruge 2 ildslukkere til bilbrande. (Bilens forsikring betalte ildslukkerne.)
Som tidligere Falckredder ligger det jo i blodet at kunne hjælpe hvor der er behov og mulighed for det. Derfor har jeg gjort som så mange andre, meldt mig og blevet godkendt som behandler under fanerne hos Danmark Redder Liv, og da jeg samtidig bor i yderkanten af Næstved kommune, hvor der kan være langt til den nærmeste ambulance, så vil den hjertestarter jeg har i bilen måske kunne spille en afgørende rolle med hensyn til liv eller død. Før var den kun til rådighed hvis jeg oplevede et hjertestop på min vej, nu er den efter den nye ordning med Danmark Redder Liv, blevet en hjælp, på alle tider af døgnet. (Desværre kan hjertestartere i biler ikke registreres, men den er lige ved hånden, hvis udkaldet kommer, det er jo helt afgørende at man ved, at grejet der skal bruges virker.
Det har selvfølgelig en pris at være opdateret med egen hjertestarter, især hvis den ikke bliver brugt, for de pads der skal bruges til voksne skal nemlig udskiftes efter 5 år (pris 1.460,00 kr) og til børn efter 2 år (pris 920,00 kr.) samtidig skal batterierne skiftes (pris 520,00 kr. efter ca 5 år.) Desværre giver Tryg Fonden efter det oplyste ikke tilskud til deres Hjerteløbere med private hjertestartere, men Region Sjælland hvor Danmark Redder Liv hører under, betaler altid for en reetablering af hjertestarteren både med nye pads og batterier, også til private, den eneste betingelse er, at hjertestarteren er forsynet med navn og tlf.nr., og så er det vigtigt at den sendes med ambulancen til sygehuset, det kræves da de fleste hjertestartere optager hele processen under genoplivningen på en indbygget harddisk, og de oplysninger kan være utroligt vigtige for sygehuset, og den videre behandling af patienten, sygehuset tapper selv hjertestarteren for oplysninger, de vedlægger så nye pads og batterier, inden de sender den tilbage til ejeren, har de ikke pads på lager, får man refunderet prisen på køb af nye.