To standset i stjålet bil


Politiet standsede tirsdag kl. 02.00 en VW Golf på Vordingborgvej i Næstved. De nummerplader, der sad på bilen, viste sig at være meldt stjålet i februar i Ringsted, og de hørte til en helt anden bil.

Føreren – en 31-årig mand fra Korsør blev sammen med passageren – en 27-årig kvinde fra Korsør – anholdt og sigtet for tyveri af både bil og nummerplader.

Den 31-årige virkede påvirket af stoffer, og han blev derfor også sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og da han ikke havde noget kørekort, blev han også sigtet for kørsel uden førerret. I bilen blev der fundet knive, en machete og en gaspistol, og den 27-årige kvinde havde et gram hash på sig.