Phoenix Netparty afviklet med succes


Hvad der i det små startede som en tanke og god idé hos familien Juncker i Herlufmagle for få år siden, blev her i weekenden d. 26. april til d. 28. april under navnet ”Phoenix Netparty” realiseret for anden gang i et storslået og udsolgt esport og lanparty arrangement i Fladså Hallen.

Initiativtagerne til Phoenix Netparty Lene og Lars Juncker, Mikkel Juncker og hans kæreste Kimmi har formået at skabe en tryg og utrolig hyggelig ramme for alle deltagerne. Ud over de fire initiativtagere består resten af crew´et omkring eventet, af en lille håndfuld øvrige frivillige som også kan tælles omkring familien Juncker.

144 drenge og piger, mænd og kvinder i alle aldre, med interesse for computerspil som f.eks. CS:GO og Fortnite, dyrkede computerspil kulturen til fulde, og fik samtidig nye venskaber med sig hjem.

Fra start til slut blev der gamet, snakket og hygget, og det var ikke mange der fik den søvn man normalt har behov for. I forskellige konkurrencer med præmier fra sponsorer i lokalområdet, blev der også lagt lidt alvor ind i weekenden som blev en stor succes for Phoenix Netparty.