Brand i lastbilcontainer på Skælskørvej.
Opdateret: 9. sep. 2022
Torsdag kl. 13,18 blev vagtholdet fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning i Næstved kaldt til containerbrand på Skælskørvej lidt uden for Næstved.
En chauffør i en lastbil læsset med to containere opdagede under kørslen at der stod flammer op af containeren der stod på anhængeren. Efter der var ringet til alarmcentralen på 1-1-2, lykkedes det chaufføren at få læsset den brændende container af anhængeren, og kørt forvognen i sikkerhed et stykke væk.
Brandfolkene ankom hurtigt med en autosprøjte og begyndte slukningen, men da der var behov for mere vand, blev der yderligere rekvireret en vandtankvogn. Den brændende container blev inden brandfolkene forlod stedet fyldt med skum, det ville kunne slukke de sidste gløder i de dele af jernskrottet der stadig ulmede.
Man kan ikke med sikkerhed sige hvordan branden er opstået, men da det ikke er normalt at der går ild i en container med jernskrot, så har man en teori der går ud på, at det kan være et lithium-ion batteri fra et defekt el-løbehjul eller en plæneklipper med opladeligt batteri, hvor batteriet er kortsluttet som har været årsag til at noget brandbart i containeren er blevet antændt.
Da man før har været udsat for at et defekt el-løbehjul har været årsag til en brand så har Indsatsleder Jan Pagter Simonsen dette gode råd,- Inden man smider effekter til skrot, bør man altid afmontere batterierne fra f.eks. et defekt el-løbehjul en plæneklipper eller andre maskiner eller effekter hvor der er monteret batterier, batterierne kan så afleveres på genbrugsstationen hvor man opsamler batterierne til genbrug, resten kan så uden risiko for at antænde en brand smides i en jerncontainer eller hvor det ellers hører hjemme til genbrug.
Chaufføren der var på vej fra Næstved til Korsør med jernskrottet fik efter branden var slukket læsset containeren på anhængeren igen. Hele læsset blev herefter kørt tilbage til Næstved, hvor vogntoget ville blive stående natten over for at køle ned. Selv om der til tider var en tæt trafik på Skælskørvej i begge retninger, hvor den ene vejbane var spærret, så blev det hele afviklet uden problemer.

VIDEO:
VIDEO: