Happy2Fitness åbner fitnesscenter i Karrebæksminde

Opdateret: 17. dec. 2021


- Bor man i området eller tager man ophold i et af sommerhusene i Karrebæksminde, er der fra februar 2022 ingen undskyldning for ikke at kunne få trænet krop og muskler i et fitnesscenter. Happy2Fitness i Næstved er nemlig i fuld gang med at indrette en afdeling i feriecentret på Enø Kystvej, centret vil blive udstyret med de sidste nye maskiner inden for fitness-motion. Selv om maskinerne kræver strøm, leverer de nye redskaber selv den fornødne grønne energi, bare de bliver drevet af en rugbrødsmotor, kun et enkelt løbebånd er tilsluttet et strømstik, resten af maskinerne der har display laver selv strømmen til eget forbrug, alt imens de bliver brugt.

- Lokalet der ligger til højre for centrets port ud mod den nye minigolf bane, er i øjeblikket ved at blive indrettet med de nye maskiner, udstyr og skilte. I første omgang vil centret være uden betjening, men området vil være videoovervåget hele døgnet. Adgang til træningslokalet sker med et medlemskort som kan erhverves hos Happy2Fitness i Næstved på tlf. 55 72 02 00, der også vil besvare evt. spørgsmål. Der vil i de varme sommermåneder være mulighed for at træne både inden- og udendørs med forskellige rekvisitter, som bliver opsat på pladsen lige uden for bygningen. Det er også planen at der i løbet af sommeren vil blive arrangeret forskellige former for fællestræning, med gå- og løbeture, cykelture samt andre events, som kan have interesse for områdets fastboende og sommerhusgæster der ønsker at blive aktiveret og måske få forbedret den fysiske form.


- Søren Glistrup Hansen som er ejer af Happy2Fitness sammen med Malene Børsting forventer stor interesse for den nye afdeling, hvor et medlemskab kan gælde for det ene center alene, eller kombineres så man kan benytte centrene både i Næstved og Karrebæksminde. Det nye udstyr som Søren Glistrup Hansen selv har prøvekørt og godkendt, regnes for at være helt i topklasse, når det gælder moderne fitness-udstyr.

- Arbejdet med at klargøre lokalerne er i fuld gang, og de første motionsfolk forventes at kunne tage det nye træningscenter i brug allerede i starten af februar 2022.


- Her vil der blive opført redskaber til de udendørs aktiviteter. Døren til venstre vil være indgangen til selve fitnesscentret.

- Selv om redskaberne ikke helt havde fundet sin rigtige plads, var Søren helt frisk på en prøverunde.




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle