Klintekongen og folkelig fortælletradition på museum
Opdateret: 9. sep. 2021

STEVNS: Den 2. juli åbnede Stevns Folklore Museum dørene op for museets første udstilling, der har fokus på 6 områder, som er centrale for den stevnske folklore. Museet har til huse i Algade 41 i Store Heddinge, en adresse der tidligere har haft en lang erhvervstradition som bageri.
Nøglen til Stevns hemmeligheder.
Med udgangspunkt i 6 nøgleområder og deres sagnhistorier, søger Stevns Folklore Museum at bevare og formidle de lokale, folkelige traditioner, som er helt unikke for Stevns. Museets gæster får bogstaveligt talt nøglerne til de stevnske hemmeligheder i hånden, og opfordres til at gå på jagt i den lokale kulturarv, som ikke kan ses med det blotte øje alene, men som er allestedsnærværende overalt på den naturskønne halvø.
Museets udstillingen centrerer sig om det håndskårede kort over Stevns. På kortet findes 6 nøgler, der hver markerer destinationer med særlig folkloristisk værdi. Hver nøgle passer til et af udstillingens skabe, der ligesom de 6 udvalgte områder, symboliserer de lokale historier, som befinder sig lige foran os, men som først afslører sig selv ved nærmere undersøgelse.
Utraditionel formidling af traditioner.
Modsat det traditionelle museum opfordrer Stevns Folklore Museum de besøgende til selv at gå på opdagelse i udstillingen – alt må undersøges med fingrene, og således er museet et oplagt besøg for børn, pilfingre og barnlige sjæle.
Bag lågerne i udstillingens skabe vækkes folkemindernes fantastiske væsner til live. Her vil den besøgende møde elverpiger og Klintekongen, spøgelser og hekse. Herefter opfordrer museet den besøgende til at tage ud på de udvalgte destinationer for selv at opleve den stevnske folklore på egen hånd.
Den interaktive udstilling på Stevns Folklore Museum danner et rum, et medie, en portal som samler alle de gode og spændende sagn og historier, der har skabt det Stevns som vi elsker at værne om og ære. Den sanselige oplevelse giver anledning til at genfortælle de gamle folkeminder, som har præget den stevnske lokalidentitet i generationer.
Hvem står bag projektet?
Museet er oprettet på initiativ af Stevns Folklore Forening, der har to overordnede formål: 1) at drive museet og de dertilhørende aktiviteter. 2) at indsamle, bevare og formidle den stevnske folkemindetradition. Museet har samlet modtaget 96.000kr i støtte fra Nordea og Stevns Kommunes kulturpulje.
Til udstillingen har Sejer Folke, som er snedker og træskærer, udført et fantastisk kort over det gamle Stevns Herred. På udstillingens store bagvæg har kunstmaleren Pil Tesdorpf udført et magisk vægmaleri af Klintekongen, der skuer over sit rige. I udstillingens skabe finder man en række spektakulære scenografier, der er udført af designeren Cecilie Tælling.
Har du spørgsmål eller lyst til at høre mere, kontakt da museets daglige leder, Aleksandra Olsen, på tlf.nr. 61 72 33 91 eller se nærmere på foreningens Facebookside www.facebook.com/StevnsFolkloreForening og museets hjemmeside www.folkloremuseum.dk.