Narkobilist standset med sømmåtter og politihund


VORDINGBORG: En politipatrulje kørte onsdag kl. 00.10 på Næstvedvej lidt uden for Vordingborg, og betjentene besluttede sig for at kontrollere bilen og føreren. Da de kørte efter bilen, accelererede bilisten kraftigt og prøvede at køre fra politiet – som dog fulgte efter på det, der blev en længere tur gennem Vordingborg, indtil de nåede frem til Nyraad.


På Nyraad Hovedgade ventede en hundepatrulje, som havde lagt sømmåtter ud på vejen, og derfor punkterede flugtbilisten på tre hjul. Da bilen kort efter standsede, sprang han ud af døren og stak i løb, men han havde politihunden Vargo i hælene og nåede derfor ikke langt. Det viste sig at være en 20-årig mand fra Vordingborg, som blev anholdt kl. 00.25. En narkometertest gav udslag for kokain og hash, og desuden havde han ikke noget kørekort.


Han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for kørsel uden førerret og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger. Da hans bil blev undersøgt, blev der fundet to kanonslag, og den 20-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

361 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle