På bryllupsrejse med Team Rynkeby Danmark Rundt.

Opdateret: juli 11


Regnen piskede ned, men det afholdt ikke et par friske Rynkebyryttere i at blive lænket sammen med ægteskabets bånd, en højtidelighed som foregik ved den frilagte Suså i Næstved, kun en time før at brudeparret og hele Rynkebyholdet skulle afsted på turen Danmark Rundt. Christina Anette Nielsen og Claus Stenager Hansen kører begge for Team Rynkeby Storstrøm, bryllupsrejsen kommer derfor til at foregå på ryggen af en gul Bianchi cykel i en god sags tjeneste, til støtte for Børnecanserfonden og børn med kritisk sygdom.

Desværre blev turen til Paris aflyst igen i år, men er erstattet af en tur Danmark Rundt en strækning på ca. 1300 km. med hjemkomst til Axeltorv i Næstved d. 16. juli. Det gule lyn består i år af 43 ryttere og 17 servicefolk inkl. et brudepar der sammen med Borgmester Carsten Rasmussen i spidsen blev sendt af sted med brudeslør og raslende skrammel efter cyklerne.

Starten gik kl. 08,15 lørdag og første tur går fra Næstved via Vordingborg, Maribo, Nakskov over Tårs-Spodsbjerg videre over Langeland til Fyn, hvor første etape slutter i Svendborg en strækning på 157 km.

I skrivende stund i dag lørdag kl. 14,04 er holdet nået til Tårs færgehavn, her er der så en lille hvilepause på færgen inden den ankommer til Spodsbjerg på Langeland.