To anholdt efter indbrud på FGU i Faxe
Opdateret: 3. aug. 2020

Søndag kl. 05.38 fik politiet en anmeldelse om, at der var gået en indbrudsalarm på FGU på Præstøvej i Faxe.
Der var overvågningsbilleder fra stedet, og her kunne man se to skikkelser på området. Et par politipatruljer rykkede hurtigt ud til stedet, hvor betjentene anholdt to mænd kl. 05.54.
Det var en 41-årig mand fra Køge og en 31-årig mand fra Lille Skensved. De er sigtet for at bryde ind på adressen og for at have stjålet hårde hvidevarer og forskelligt værktøj.
Den 41-årige havde to gram ketamin på sig, og den 31-årige havde tre gram amfetamin. Derfor blev de også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
De to anholdte blev afhørt på politistationen i Næstved, og de blev løsladt igen søndag klokken 13.30.