Verdens sjoveste historietime

February 7, 2018

Christian Fuhlendorff går bogstaveligt talt over i historien med sit nye show af samme navn. Efter at have blotlagt sin egen fortid og historie i sine tidligere shows, kigger han denne gang udad når han giver sin helt egen fortolkning af verdenshistorien. Det er øjensynligt en ordentlig mundfuld, derfor er showet blevet delt op i to. Første del kommer til Næstved den 6. april, når Fuhlendorff endnu en gang er klar til at lægge Ny Ridehus for sine fødder.

 

På overfladen kan et show om verdenshistorien måske godt lyde lidt tørt, men parrer man det så med den populære komiker Christian Fuhlendorffs knivskarpe timing og altid sjove fortællinger, er det pludselig en helt anden snak.

 

Selvom de to showdele hedder det samme, slår Fuhlendorff dog hurtigt fast, at "Går over i historien" ikke direkte hænger sammen med showets anden del, der kommer til efteråret. Faktisk er anden del stadig ikke rigtig planlagt, for som manden bag selv udtaler: "Hey, jeg skal lave to one-man shows på ét år, hvad havde I forventet? Vi tager lige et show af gangen."

 

Helt tilbage til start
Fuhlendorff fik oprindeligt idéen til sit nye show, da hans datter begyndte at stille en masse spørgsmål, han ikke lige kunne svare på. I stedet for blot at spise hende af med en masse kluntede og upræcise svar, besluttede han sig i stedet for at sætte sig ind i emnet. Denne historiske research har sidenhen været en tur gennem komikerens krøllede hjerne og resultatet er et enestående comedy-show.

 

Når man påtager sig en så massiv opgave som i dette tilfælde, er det altid en god idé at finde et sted at starte. Første show går derfor helt tilbage til universets skabelse og livets begyndelse og arbejder sig stille og roligt fremad i historien - proppet med sjove historiske facts og anekdoter undervejs. Vi tør godt garantere, at det kommer til at blive verdens sjoveste historietime!

 

Det er muligt at købe billetter til begge shows som pakkebillet, hvor man får rabat på begge billetter. Anden del af "Går over i historien" kommer til Næstved den 26. september og billetter til begge shows kan købes på www.gkkultur.dk eller ved at besøge billetkontoret på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Billetter kan ligeledes reserveres via billettelefonen på 5588 3950.    

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

© 2023 - Media Næstved proudly created with Wix.com