Lyt til lyde du aldrig før har hørt

April 9, 2018

Torsdag d. 26. april kl 19 kommer kunstneren Jacob Kirkegaard til Rønnebæksholm, og fortæller om sine fantastiske lydværker, og viser eksempler fra sin imponerende produktion. Jacob Kirkegaard deltager med værket MELT på den anmelderroste udstilling Kortlægninger.

 

I over 20 år har Kirkegaard rejst verden rundt og optaget fascinerende lyde med avancerede mikrofoner og optagelsesudstyr. Han skaber lydportrætter af rum der ellers er utilgængelige for os, som forladte rum og naturlandskaber i den lukkede zone i Tjernobyl og Fukushima.

 

Værket MELT (2016) er skabt af optagelser af forskellige stadier af smeltende is, som Kirkegaard foretog omkring Ilulissat isfjord i Grønland. Selvom der overordnet set er tale om én proces - nemlig is der smelter, så er der helt utrolig mange lyde forbundet med denne proces: Fra den dybe buldren af isskosser, der gnider mod hinanden, til rislende strømme af drivis og svømmende iskrystaller. Dermed afspejler MELT den kraftfulde aktivitet, der er indlejret i is, der smelter, og som er i konstant forandring.

 

Værket MELT er både et fragment af en fortælling om - og en kortlægning af - isens materialitet og æstetik, samtidig med at fortællingen er forbundet med en større politisk fortælling om den verden, vi lever i. Men frem for alt rummer værket en åbenhed, der handler om at lytte og lade den enkelte beskuer gøre sine egne sansninger og erfaringer: "For at lytte skal du være stille, og så kan det være, at noget andet åbner sig op. Det handler om at indstille sig på at sanse", som Kirkegaard siger.

 

Biografi

Jacob Kirkegaard er født i 1975 og uddannet fra Academy of Media Arts i Köln i 2006. Bag sig har han en lang række internationale og nationale udstillinger på blandt andet MoMA i New York, KW Institute for Contemporary Art i Berlin og Mori Art Museum i Tokyo og i Danmark på ARoS, Louisiana og Museet for Samtidskunst. Kirkegaard er repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen i København og Fridman Gallery i New York. Han bor i Jyderup, men arbejder over hele verden.

 

Sidste chance for at se udstillingen Kortlægninger
Værket MELT indgår i udstillingen Kortlægninger, og søndag d. 29. april er det sidste chance for at opleve den anmelderroste udstilling.
Drømmen om det ukendte og lysten til at udføre store bedrifter og tage ejerskab over et stykke jord har til alle tider optaget mennesket. Gennem tiden er land blevet opdaget, erobret og kortlagt via ekspeditioner og med videnskabeligt udstyr og kort som middel. Udstillingen Kortlægninger omhandler kunstens rolle i kortlægningen af et land. Med malerier af Aage Bertelsen fra den sagnomspundne Danmark-Ekspedition (1906-08), over Pia Arkes værker, hvor de personlige erindringer er i centrum, til Jacob Kirkegaards optagelser af smeltende arktisk is, favner udstillingen over 100 års kunstneriske kortlægninger af Grønland. På forskellig vis kaster udstillingens værker lys over kortlægning som metode og over, hvordan kortlægninger altid er en del af en større geopolitisk historiefortælling.

 

Pris og tilmelding

Pris for foredrag: 50 kr. Billetter købes i døren (kontanter, dankort og MobilePay modtages). Foredraget er gratis for medlemmer af Rønnebæksholms Venneforening. Tilmelding er nødvendig og skal ske til udstillingsinspektør Rebecca Vestervang Chong: rvcho@naestved.dk.

 

Forlænget åbningstid i udstilling og café:

I anledningen af foredraget holder Rønnebæksholm åben til kl. 19.00 d. 26. april, så det er muligt at se udstillingen Kortlægninger inden foredraget.

Der kan desuden købes mad i Rønnebæksholms café inden foredraget, men det kræver FORUDBESTILLING og skal ske senest d. 23. april

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

© 2023 - Media Næstved proudly created with Wix.com