Flere døde svaner på stranden i Karrebæksminde.

August 20, 2018

 

Billedserie: Det er ikke mange dage siden, at der næsten ikke var til at finde en plads i sandet på den populære Lungshave-strand på Enø, sol, varme og en behagelig vandtemperatur, sammen med en ryddet strand for tang, var grundlag for den helt store invasion til området.

Vejret har nu ændret sig til det mere almindelige danske sommervejr, stranden på Enø bliver ikke mere ryddet for tang, livredderne bliver snart arbejdsløse. Desværre er der så andre mindre behagelige ting der tager over, for efter at invasionen af solhungrende mennesker er aftaget, så foregår der nu en mindre invasion af døde svaner, som med mellemrum er skyllet op langs stranden, nogle mere eller mindre skjult i tangen.

Fødevarestyrelsen er blevet underrettet om fundene, da der i øjeblikket er konstateret højpatogen fugleinfluenza af typen H5N6 i svaner omkring Korsør. Om DTU Veterinærinstituttet vil lade de fundne svaner på Enø indsamle til nærmere undersøgelse, bliver besluttet i løbet af dagen i dag. Indsamlingen foretages normalt af Beredskabsstyrelsen under beskyttende forhold.

Sporadiske fund af fugleinfluenza er ikke overraskende, men normalt er det sjældent at finde højpatogen fugleinfluenza midt på sommeren. Der har ikke været rapporteret om smitte af denne type influenza til mennesker. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man ikke rører ved døde fugle man finder, men lader dem ligge, og indberetter fundet til Fødevarestyrelsen som har udgivet en speciel app til indberetning af døde dyr. Samler man mindre fundne fugle op, skal man huske at overholde basale beskyttelsesforanstaltninger, for at forhindre overførsel af smitte til tamfugle og fjerkræ.

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

© 2023 - Media Næstved proudly created with Wix.com