Torben og Birk med 300 tons på slæb.

September 18, 2018

 

Billedserie: Den ensomme sejler kan man vel med rette kalde Torben der med den lille slæbebåd "Birk" i øjeblikket sejler store betonelementer fra molen i Karrebæksminde og helt til Anholt. Det er et firma i Karrebæk der leverer de store 2,5 tons tunge betonklodser og trappeelementer der skal bruges til kystsikring på øen Anholt.

Torben der er ene mand på båden med over 300 tons på slæb, er ikke helt ukendt med vandene omkring Næstved, Torben har nemlig tidligere været styrmand på sandsugeren Mette Pan, men er nu pensioneret og bor på Langeland. Den ensomme sømand har ellers lagt alt erhvervssejlads bag sig, men det sker som regel to gange om året, at han afløser på den aldrende slæbebåd, som hører hjemme på værftet i Svendborg.

"Birk" som slæbebåden hedder har hele 65 år på bagen, men alligevel gør den det stadig godt siger Torben, og glæder sig over at efter denne tur, skal den på bedding for at få monteret en større skrue, det skulle give båden en del ekstra kræfter, samtidig bliver den sandblæst og får en ny gang maling. Motoren er på hele 550 hk og kan med en flåde på 110 tons, lastet med yderligere 200 tons på slæb, hvis vejret arter sig godt skyde en fart på 4-7 knob, men den vil så også gerne have noget for sit arbejde, omkring 50 liter diesel i timen.

Sejlturen fra Karrebæksminde og til Anholdt tager i ren sejltid omkring 30 timer, men undervejs bliver der gjort ophold i Halskov Havn og på Samsø, hvor der ikke ankres op men de to store hydrauliske ben på flåden bliver  bare sænket ned på havbunden, så står flåden urokkelig fast. Under sejlturen kan Torben frit færdes på båden, han kan endda gå i bad, sørge for at lave sin mad, det er nemlig intet problem når automatikken har overtaget styringen, radaren og andet elektronik sørger for at han får en alarm, hvis der er andre skibe i nærheden, eller der skulle opstå andre situationer der kræver at han står ved roret.

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

© 2023 - Media Næstved proudly created with Wix.com